23/04/2025 0 Kommentarer
Havdrup-præst Kristine fremavler ny æblesort
Havdrup-præst Kristine fremavler ny æblesort
# Forsidenyhed

Havdrup-præst Kristine fremavler ny æblesort
Kristine fortæller, hvordan hun kom frem til at avle Gammel Havdrupæblet:
I 2012 kom jeg med i et æbleprojekt på Københavns universitet. 150 danskere fra hele landet skulle være med til at fremavle nye æblesorter i Danmark, så vi får en større variation i æblerne end de podede træer som vi kan købe på planteskolerne.
Jeg gik med i projektet, fordi det før i tiden ofte var i lærerbolighaverne og præstegårdshaverne at man avlede nye æblesorter frem. Ofte er disse haver store, som min, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at det kræver MEGET plads pludseligt at have 120 træer i vækst. Hvert år kom en æblekyndig ud og gik træerne igennem og diskvalificerede træer med sygdom eller sølle vækst. Så stille og roligt gik jeg fra 120 træer til ca 40.
Æbletræ fra æblekerne
Jeg har aldrig prøvet at lave mit eget æbletræ fra kerne før, så jeg troede at træerne ville blomstre og sætte frugt efter en 4-5 år, men her på 13. år har jeg stadig træer der ikke er gået i blomst. Men mange er og sætter frugt, som er blevet vurderet og smagt og målt. Når man laver æbler fra kerne, bliver æblet ikke som modertræet, da æbleblomsten er blevet bestøvet med pollen fra et ukendt æbletræ, som bien har besøgt. Man kender altså modersorten men ikke fadersorten. Det er ukendt donor.
Pometets kæmpestore æbleplantage
Mange af mine træers æbler er smukke, meget varierede i både størrelse og form og farver, men en del af dem er virkeligt kedelige at spise. Enten er de helt hårde, alt for tykskallede, bitre, tørre eller melede. Men, der viser sig også at være gode imellem, så igennem de sidste 4 år har jeg fået udtaget 4 æbler til videre dyrkning inde på Pometet, som er universitetets kæmpestore æbleplantage, hvor de dyrker alle æblesorter i Danmark.
Omhyggelig udvælgelsesproces
I projektet har der været over 2000 træer i vækst i hele Danmark, og langsomt har universitetet igennem årene udtaget æbler til videre dyrkning. Heraf mine 4. De står på rad og række, som små træer derinde, og det er en særlig følelse at se "sine børn" stå side om side med de andre deltageres "børn."
For en måneds tid siden modtog jeg så en mail, hvori universitetet kunne melde at de havde udtaget 23 æbler, der er af en sådan kvalitet, at de kan blive registreret som nye æblesorter i Danmark. Heriblandt et af mine. Det er Gammel Havdrupæblet, som står som et smukt æbletræ, der lader sine grene vokse ind over kirkemuren.
Smag på Gammel Havdrupæblet
Jeg har nu købt 10 grundstammer og til foråret vil jeg pode grene fra mit modertræ på stammerne, og på den måde få 10 nye Gammel Havdrup æbletræer. Men indtil da, håber jeg på en god blomstring og bestøvning, så jeg kan invitere til æblesmagning til høst i september i præstegårdshaven.

Kommentarer